"1700-tallet omtales ofte som "Oplysningstiden". Hvad menes med denne betegnelse? Hvem er det, der oplyser, og hvem oplyses?"
Oplysningstiden er en meget vigtig periode, ikke udelukkende indenfor den naturvidenskabelige verden men hele verden, det er en periode der strækker sig fra 1690 til 1800. Den daværende tendens var at mennesket selv skulle bruge sin fornuft til at danne et verdensbillede.
Definition af "Oplysningstiden"
"Oplysningstiden" i 1700-tallet var præget af en rationel tankegang om "alt kan måles og vejes" og den anskuelse, at virkeligheden kan forstås fuldt ud vha. fornuften.
Naturvidenskaben blomstrede under oplysningstiden, dette var fordi man i perioden 1690-1800 havde meget fokus på at individet og dets fornuft selv skulle danne et billede af verden.
Opløsning af det traditionelle
Denne individuelle omverdensforståelse stod i stærk kontrast til religionens mørke slør der i århundreder forinden havde haft vetoret på forklaringen af naturfænomener.
Dem der oplyste var datidens store tænkere, fra Immanuel Kant til John Locke. De debatterede om individets ret og var imod enevældige systemer.
Den naturvidenskablig blomstring
1700-tallets fornuftstro - rationalismen - fik også følger uden for videnskabens verden. Sproget og litteraturen påvirkedes af kravet om præcision, kortfattethed og klarhed. Kunst og poesi blev anset for overflødig og uønsket. Metaforer og symboler blev bandlyst. Matematik blev genstand for åbenlys beudring.
Alt i alt blev oplysningstiden en afslutning på det traditionelle, mytologiske, religiøse forstand og mennesket begyndte nu at tænke selv og handle ud fra deres viden og eksperimenter.
Reaktion på oplysningstiden
Nedvurdering af kunst og poesi måtte naturligvis møde modstand i nogle kredse, og denne modstand blev stærkere i løbet af 18. århundrede for at finde udløsning i romantikken i århundredet efter. Som resultat af dette "ramaskrig"/reaktion på oplysningstiden blev romantikken central hos digtere og nogle få fysiker, såsom H.C. Ørsted (romantisk naturfilosof), der mente at der er en ånd, en fornuft, en kraft i naturen der forbinder alle naturlove og menneskets ånd sammen i én enhed (hvilket han fik fremført under sin opdagelse af elektriciteten og magnetismens sammenhæng i 1820)
Romantikken er en livsanskuelse og en retning inden for kunsten i begyndelsen af 1800-tallet som fremhævede følelsen og fantasien, og som var præget af en stærk nationalfølelse og interesse for folkekultur og svundne tider. Heraf er digtere som Adam Oehlenschläger, H.C Andersen og Emil Aarestrup centrale.
Kildeangivelse: Den Store Danske Encyklopædi, Litteraturens veje, www.dr.dk/Videnskab/Emner/ovrigt/naturfilosofi/Odysse/083156.htm
Lavet af Kibar og Ivan 3x